Worldcup i Kiel
June 18th, 2009 by Jonas | Filed under Dagligdag.Traditionens tro er det tid til kielerwoche i juni. Mens hele Kiel koger af fest, stemning og weissbier er programmet den hårdeste af worldcup stævnerne for os surfere. Vi sejler normalt tæt ved land, men i Kiel har vi mere end én times sejlads ud og hjem igen fra banen. Sejladserne er lange og vejret er meget varierende – Det plejer at betyde lange arme allerede halvvejs igennem stævnet.
Jeg føler mig relativ klar – Stadig lidt rusten på brættet efter den gode vinterpause, men fysikken og følingen begynder at komme tilbage igen. Jeg har brugt en del timer på cyklen og i roergometeret samt sejlet Svendborg Sund tyndt på kryds og tværs de sidste måneder siden WCen i Hyerés.
Det har været fantastisk vejr herhjemme for os windsurfer – God blæst og fornuftige temperaturer. Meget af min træning er foregået på mindre brædder der giver et bredere smil på læberne.
De værste af konkurrenterne er med, men ellers er tilmeldingslisten for stævnet ikke så stor som den plejer. Flere af de vanlige surfere er i Israel til EM – Et EM som jeg har prioriteret fra i denne sæson for at have mere tid til studiet og familien.
Vejrudsigten lover let vejr. Max 10 knob for hele perioden, så de fysiske forberedelser er i højsæde inden varevognen bliver sendt sydover endnu en gang.
Kældsø
Tags: kiel, kielerwoche, optakt, stævne, worldcup






