Videoblog - Ingen VM

September 3rd, 2009 by Jonas | Filed under Dagligdag.


Så er beslutningen taget. Jeg tager ikke til VM.

 

I dag (3/9) var sidste chance for at starte bilen og køre til Weymouth for at sejle VM. Jeg har valgt at lade nøglerne ligge og i stedet bruge de næste 14 dage på min kæreste, skole og arbejde.

 

Min beslutning har været længe undervejs. Allerede efter min hjemkomst fra OL i Kina kunne jeg mærke en større lyst til at udfordre andre aspekter i mit liv, end til at windsurfe som professionel. Jeg gav mit hoved lov til at komme væk fra sejlsporten og væk fra den konstante daglige træning. Foråret startede jeg forsigtigt op igen – Jeg elsker konkurrence og kapsejlads og deltog derfor kun i mange konkurrencer i løbet af foråret, uden at ligge mange timers træning ind i programmet.

 

Igennem de sidste par måneders overvejelser er jeg imidlertid nået til et punkt hvor jeg kan træffe en beslutning. Jeg ligger OL brættet på hylden. Det er ikke et endeligt farvel, men en pause på ubestemt tid.

 

Lysten til at udvikle mig andre steder end i sportens verden er bare større end lysten til at blive en endnu bedre windsurfer. Længere er det ikke. De følelser og mavefornemmelser er jeg bare nød til at respektere og være ærlig overfor.

 

Alternativt vil det blive en halvhjertet indsats med kun halv motivation og deraf også ringe resultater og manglende udvikling. Det er mit liv for kort til. Så vil jeg hellere udvikle mig på andre områder.

 

Beslutningen har været rigtig svær. Jeg har lyttet til mange kloge personer og belemret mange med mine overvejelser. Tak for hjælpen.

 

SDU har været rigtigt fleksible og mit skema er blevet suppleret op igen med flere timer for næste semester. Jeg surfer stadig meget og regner med at sejle nogle stævner ”for sjov” på forskelligt udstyr. Desuden håber jeg på at have tid til at sejle med på lidt kølbåde og forsat udvikle mig som sejler – Bare uden at bruge alt min tid og penge på det.

 

Min forretning kører videre, jeg underviser forsat i diverse former for sejlsport/windsurf og tilbyder forsat diverse ydelser og oplevelser til mine kunder og sponsorer.

 

Jeg føler mig tilpas med beslutningen. Sammen med min kæreste er jeg blevet ordentlig afklaret og glæder mig over endelig at have tage en længe ventet beslutning.

 

Jonas Kældsø

Share Your Thoughts